Om Vibeke
Min livshistorie og baggrund
Mit navn er Vibeke, og jeg er bosat nær Fjerritslev i Nordjylland.
I 2022 blev jeg uddannet Metakognitiv Stresscoach og i gang med videreuddannelsen til Metakognitiv Psykoterapeut.
Jeg er uddannet pædagog og har arbejdet som socialpædagog i 20 år. Sideløbende har jeg efteruddannet mig, og jeg er i dag også Sundhed og Trivselskonsulent, har en Diplomuddannelse i Ledelse, uddanelse i Hjernens funktion og Neuropsykologien som pædagogisk værktøj, KRAP (kognitiv, ressourcefokuserende og anerkendende pædagogik) med overbygning.
Arbejdet har altid givet mig stor livsglæde, engagement og den dybeste respekt for menneskets forskelligheder.
Min mand Morten og jeg bor på et dejligt landsted, med heste og smuk natur lige uden for døren, sammen har vi 2 voksne sønner. Vores liv er harmonisk og jeg glædes hver dag over de store såvel som de små ting i livet. Hermed ikke sagt at mit liv altid har været en dans på roser.
Med kontinuerlige forandringer og færre ressourcer på min tidligere arbejdsplads, var der skabt grobund for bekymringer og grublerier hos mig, som jeg ikke kunne kontrollere eller undertrykke. Privat bekymrede jeg mig for familiemedlemmer, der led af generaliserende angst og panik angst. Manglende kontrol over mine bekymringer i en lang periode resulterede i, at jeg blev sygemeldt med stress i 2017.
Men jeg fik det ikke bedre af at blive sygemeldt, tvært imod fik jeg det værre. Nu havde jeg nemlig fået rigtig god tid til, at bekymre mig og gruble over tilværelsen.
Hjernen heler sig selv, hvis vi giver den ro. Min hjerne helede også og jeg fik det med tiden bedre og har siden foråret 2018 arbejdet på fuldtid igen.
Igennem forløbet stiftede jeg bekendtskab med Metakognitiv terapi og dens evidensbaserede metoder, der har hjulpet mig selv og mine nærmeste til igen at få kontrollen over, hvordan vi tænker, og hvor meget vi vil bekymre os.
Dette sker ikke hen over natten, men kræver vilje til forandring og til tider hårdt arbejde. Til gengæld er det en fantastisk følelse, når simple metakognitive redskaber giver mening og forståelse. Effekten af dem kunne mærkes på mit sind, krop og ikke mindst på livsglæden.
Jeg kan ikke lave om på det der er sket, eller på andre, men jeg har muligheden for at lave om på mig selv, få omstruktureret mine tanker, så jeg kan skabe det liv jeg drømmer om.
Dette har været springbrættet til uddannelsen som Metakognitiv Psykoterapeut og Stresscoach, samt mit ønske om at kunne hjælpe andre ud af et liv tynget af stress, angst eller depression.
Jeg håber at have vakt din interesse, og jeg står gerne til rådighed med metakognitiv terapi, hvis du er udfordret af for mange bekymringer eller grublerier.